Guide til køb af indbygningsovne - vælg den rigtige!

Vidste du at ...
Indbygningsovne fås i dag i mange forskellige farve- og materialevarianter klassisk hvid, sort/spejl, rustfrit stål og aluminium. Vælg mellem en traditionel ovn, en multifunktionsovn, en dampovn eller en ovn med indbygget mikrobølgeovn (kombiovn).

Traditionel ovn
Den traditionelle ovn har over- og undervarme og måske grill. Den er ideel til almindelig stegning og er nem at anvende.

Multifunktionsovn
En multifunktionsovn er en ovn med mange funktioner, blandt andet varmluft, grill og pizzafunktion.

Dampovn
I en dampovn tilberedes maden ved hjælp af damp. På den måde bevares madens smag og vitaminer betydeligt bedre end ved traditionel tilberedning.

Kombiovn
I en kombiovn er der mulighed for at kombinere multifunktions ovnens funktionaliteter med mikrobølger. På den måde bliver tilberedningstiden kortere.

Rensning af ovnen
En indbygsovn er enten forsynet med en emalje, som du skal rengøre helt traditionelt - eller en selvrensefunktion, der automatisk sørger for rensning af ovnrummet.

Selvrens fås både som katalyse og pyrolyse.
Ved katalytisk selvrens opsuges fedtstænk, som rammer på side, top og bagvæg, og forbrændes delvist, når ovnen kommer over 200º. Ovnen kræver stadig rengøring.

Ved pyrolytisk selvrens har ovnen et program, hvor ovnrummet opvarmes til 500º. Ved den temperatur forvandles fedtstænk og mindre madrester til aske, som efter afkøling kan tørres af med en blød klud.

Stegeautomatik i ovnen
Nogle ovne er udstyret med forskellige former for stegeautomatik, f.eks. "startstop automatik" og "elektronisk kogebog", der gør det muligt at vælge en opskrift i kogebogen, hvorefter ovnen automatisk indstiller sig på den rigtige funktion og temperatur. Når tilberedningen er slut, slukker ovnen automatisk.

Elektronisk eller mekanisk temperaturstyring
Ved mekanisk temperaturstyring reguleres temperaturen manuelt via drejeknapper. Elektronisk temperaturstyring giver mulighed for at lave mad ved meget præcise temperaturer fra 30°C til 280°C. Da der kun er meget små temperaturudsving, er du altid sikret optimale stege- og bageresultater.

Indbygget stegetermometer
Når du har indbygget stegetermometer, kan du indstille den temperatur, du ønsker at stegen skal have, når den er færdig. Ovnen giver signal, når den ønskede temperatur er nået. Nogle ovne slukker automatisk.

Udtræksskinner
Er ovnen forsynet med udtræk, betyder det, at der er monteret udtræksskinner, så du nemt kan trække plader og bradepander ud af ovnen uden at de vipper.

Energiforbrug
Ovne er energimærket i energiklasser fra A til G. Klassificeringen sker ud fra ovnenes forbrug af kilowatt-timer, hvor A er udtryk for det laveste energiforbrug og G for det højeste.